Vesterhavet er ikke et hyggeligt hav. Det ved alle der har set det om vinteren. Det er råt og koldt og ligeglad med dig. Bølgerne ruller ind uanset om du er der eller ej. Det stopper ikke for dig.
Jeg tror det var derfor jeg kørte derhen.
Jeg havde brug for noget der ikke stoppede for mig.
Jeg gik langs stranden i timevis. Vinden var hård. Sandet var mørkt og vådt. Der var næsten ingen andre mennesker – bare en enkelt hund langt borte og dens ejer der lignede en prik.
Et sted bøjede jeg mig ned og samlede en sten op. Jeg ved ikke hvorfor. Den var glat og grå og passede præcis i min hånd. Jeg lagde den ikke fra mig igen.
Jeg samlede flere op. Og flere endnu.
Da jeg kom tilbage til bilen havde jeg lommerne fulde.

Den aften sad jeg ved køkkenbordet med stenene foran mig. Bare kiggede på dem. Og så begyndte jeg at lave noget af dem.
Til hende. Selv om hun ikke var der mere.
Jeg nåede aldrig at sige det til hende mens hun levede. At jeg så hende. At jeg vidste hvad hun havde gjort for os. At jeg var taknemmelig på en måde jeg aldrig fik sagt højt.
Det smykke jeg lavede den aften var min måde at sige det på.

For sent. Men sagt.

Siden har jeg designet hundredvis af smykker. Til mødre og døtre og kvinder der bærer noget de ikke ved hvordan de skal sige. Og til kvinder der bare trænger til at mærke at de er nok.
Hver gang jeg finder en sten ved kysten tænker jeg på hende.
Og hver gang jeg lægger et færdigt smykke fra mig ved det gamle træbord er det stadig til hende.
Selv om hun ikke er der mere.

— Lisbeth

Hvis noget af det her rammer dig – så ved du hvor du finder mig.